Af Mr. Iceman

Politiken har tidligere i dag bragt en artikel: ‘Rusland: Danmark er antirussisk’ hvor den Russiske ambassadør i Danmark, Mikhail Vanin udtaler følgende:

“»Danmark fører hele tiden an i enhver antirussisk kampagne. Når der er sanktioner mod Rusland, er Danmark blandt de første. Hvis det gælder at sende styrker til Ruslands grænse, er Danmark foran. Hvis det gælder om at strides med Rusland i multinationale organisationer, er Danmark igen med i klubben af … jeg vil ikke sige ’fjender’, men … lande, som er meget fjendtlige«”

Manden har jo ret. Man har længe i vesten, – i alt fald siden konflikten mellem Georgien og Rusland i 2008, sammenlignet Putin med Hitlers fremfærd i Europa i 1930erne. Her mener jeg dog at det, – hvis man ønsker at benytte denne analogi, ville være mere nærliggende, at sammenligne NATOs udvidelsespolitik siden 1991 med Nazisternes i 1930ernes Europa.

Naiviteten var desværre fremherskende i 1930erne såvel som i slutningen af 1980erne og jeg vil her tillade mig, at drage sammenligninger mellem Chamberlain og Daladiers ‘Munchenaftale’ med Hitler og de tilsagn Gorbachev (efter sigende) modtog fra NATO i 1990, vedrørende fremtidige udvidelser af NATO mod øst. Trods deres naivitet var Chamberlain og Daladier dog kloge nok til, at få deres aftale dokumenteret i en skriftlig aftale – det samme gjorde sig desværre ikke gældende for Gorbachevs team.

Hitler og hans kumpaner førte en politik baseret på mange små skridt – Rheinland, Østrig, Tjekkoslovakiet, etc. og blev i realiteten først stoppet, da de gik ind i Polen i 1939. Og selv den polske operation var en klassisk ‘false flag’ operation der næsten lykkedes, for nok erklærede både Frankrig og Storbritannien Tyskland krig, men der skete alligevel ikke rigtig noget og den såkaldte ’spøgelseskrig’ opstod.

Jeg mener NATOs udvidelsespolitik på mange områder minder om begivenhederne i 1930ernes Europa. Det første af mange små skridt var indlemmelsen af Polen, Tjekkiet og Ungarn i 1999 og det seneste skridt i NATOs ‘anschluss-politik’ er indlemmelsen af Montenegro senere i år.

Samtidig hersker der hos mig ingen tvivl om, at fronterne er trukket op samt, at vi på nuværende tidspunkt befinder os i endnu en ’spøgelseskrig’, der primært finder sted i Ukraine og til dels i Georgien – begge en del af NATOs kommende små skridt mod øst.

‘Spøgelseskrigen’ blev først rigtig varm i forbindelse med den tyske invasion af Norge og Danmark den 9. april 1940. I 1940 reagerede Frankrig, Storbritannien et al først da de selv stod med ryggen mod muren og ikke fysisk kunne trække sig længere tilbage. Den situation har NATO nu næsten bragt Rusland i – det sidste tilbageværende boldværk er Ukraine og Georgien.

Det store spørgsmål vi i 2016 er optaget af er, hvorvidt den nuværende ’spøgelseskrig’ udvikler sig på lignende vis – enten via NATOs aggressivitet i Baltikum/Østeuropa eller eventuelt via proxy-konflikter i Ukraine og/eller Georgien.

Og netop her spiller Danmark jo, – som den russiske ambassadør så rigtigt fremhæver, også en vigtig rolle. Danmark kan vælge, som andre NATO lande, at blive ved med at hælde benzin på bålet eller alternativt vælge, at føre en mere pragmatisk udenrigspolitik og søge diplomatiske løsninger på nuværende og fremtidige konflikter.