Konstantinovka, Donetsk region, rester af stålværk år 2009

Konstantinovka, Donetsk region, rester af stålværk, år 2009


Om den økonomiske politik i den selvbestaltede Donetsk Republik, om rigtigheden af tesen “Donbass forsørger Ukraine” og om perspektiverne ved samarbejde med Rusland. Ekslusivt interview Donetsk Folke Republiks (DFR)Vice- Premier minister Andrey Purgin i interview til “Expert Online”

http://expert.ru/2014/06/26/samoe-strashnoe-dlya-nas-uzhe-proizoshlo/

Oversættelse af interview:

Populisternes regering – opsummering

De fleste analytikere er enige i at det er svære tider i vente for Donbass. Selv om LFR (Lugansk Folke Republik) og DFR vil vinde slaget for deres uafhængighed,  vil adskillelsen fra den ukrainske økonomi l bringe regionen i den største økonomisk krise, og det vil være rimeligt at stille spørgsmål: Kan så denne satsning betale sig?

For DFR og LFR vil det ikke ske den store katastrofe ved adskillelse. Alt det dårlige er skete allerede.  I flere år ved magten i Ukraine var det uhæmmede populister, derfor Ukraine nu allerede bankerot. 40% af arbejdsdygtige befolkning arbejder udenfor landet og betaler hverken indkomst skat eller til pensionsfonden. Samtidig fabrikker og andre produktionsenheder i en ganske dårlig tilstand. Det blev ikke foretaget nogen afskrivninger. Resultatet er at 70% af udstyret er forældet og bør skiftes omgående.

Året 2014 blev kendetegten ved nedlukning af nærmest alt. Økonomien styrtede til bunden. Den industrielle Donbass blev ingen undtagelse. Siden 1 januar 2014 vi har mistet muligheder til at deltage i Russiske Statslige udbud, hvor det kun er medlemmer af Told Unionen der kan deltage. Som følge af det vores maskinindustri fald til 60% i løbet af tre måneder. Især Kramatorsk og Slavjansk blev ramt af det. I Kramatorsk er det intet andet end maskin-bygnings produktion, der helt og aldeles arbejder for Russiske ordrer. I Slavajnsk ifølge den officielle statistik 92% af produktionsenheder eksporter til den Russisk Føderation.

Samtidig bør man ikke kigge efter officielle tal for arbejdsløshed. De vil ikke fortælle noget som helst. Vi har kæmpe skjult arbejdsløshed. For eksempel én gang hver tredje måned bliver folk sendt til et måneds ubetalt ferie. Arbejdsuge kan vare 3 – 4 dage. Ud over det, folk som bor i landbrugsområder, bliver ikke registreret som arbejdsløse.
Landet ville falde under alle omstændigheder, derfor havde vi et valg: enten skal vi dø sammen med resten af landet eller skal vi bryde ud af fælden. Vi har valgt det andet.

Men vil I kunne eksistere selvstændig? I Kiev tales det meget om at påstanden om ”Donbass forsørger Ukraine” er ret forældet. Samtidig viser de statistikker, der bekræfter at Donbass økonomi giver underskud.

Normale officielle statistikker  findes ikke i Ukraine. Derfor kan vi regne kun med indirekte data. For eksempel ved de uofficielle optællinger, der laves i regioner. Da man begyndte at tale om føderalisering, i Donetsk Administration blev der foretaget en uofficiel  udregning, og man fandt ud af at i 2013 overførte det dobbelte  til Ukrainas fælleskasse, som  de fik tilbage. Den store forskel i tal og illusionen om at Donetsk får store tilskud, er forbundet med  at Ukraine er i virkeligheden meget centraliseret. For eksempel  betaler man virksomhedsskat der hvor virksomheden er registreret. Da noget af beskatning er mere favorabel i Kiev viser statistikken at den by, der ikke producerer noget og ikke har fungerede produktionsenheder (fra oversætter: det passer ikke helt Det er et stor flyproduktions værk i Kiev) alligevel producerer 47% af hele Ukraines BNP.

Licenser  bliver udstedt i  Kiev. Derfor har vi ingen fiskerivirksomheder ved Azov-havet uden at den har officiel adresse i Kiev. Alle licenser bliver udskrevet der. Endda licenser til taxa-kørsel, siger Andrey Purgin.

I Lviv foretages fortoldning af importeret varer,  og  der foretages foldtoldningen af  de fleste varer der importeres  til Ukraine fra Europa. Fortoldningsafgift bliver ført til Lvivs regional budget. Derfor virker det som om de producerer meget og har en positiv budget.

Hvis man taler om finanspolitik i dens helhed, kan man se at 75% af skatteindtægter bliver samlet i en kæmpestor pose i Kiev, hvor den efterfølgende bliver fordelt ud i regioner. Derfor var  præsident-posten så vigtig i Ukraine – den gav adgang til alle landets penge. Den anden form for centralisering var koncentration af alt data i hovedstaten. For eksempel 90% af PC-er i Lugansk og Donetsk administrationer er blot fjerne desktops. Alle databaser og deres support befinder sig i Kiev. Adgang til disse data kan blive afbrudt på enhver vilkårligt øjeblik. Som resultat – regioner, ved adskillelse fra Kiev sider med tomme PC-er , og uden de nødvendige data.

Samtidig gjorde Kiev alt for at undgå at regioner får egne virkningsfulde og stærke folkevalgte eliter. Efterhånden i mange år har vi ingen lokalstyre haft. Medlemmer af regionalrådet går  blot rundt med et badge hvor der står ”deputat”. I deres arbejdsbog (rudiment fra Sovjet-tiden) er det intet skrevet om det arbejde og de får ingen tilskud til det. Det betragtes som frivilligt arbejde. Som resultat, de lokale folkevalgte ved ikke engang hvordan skal man lave et budget.

Vi har brug for det Russiske marked

Øst-Ukraine, Konstantinovka, rester af stålværk, år 2009

Øst-Ukraine, Konstantinovka, rester af stålværk, år 2009

DFR – regering mener at de vil løse regionens økonomiske problemer via samarbejde med Rusland. I hvilke brancher?

For eksempel  energi-sektoren. Hele den sydlige del af Rusland har underskud på energi-ressourser. Det er derfor der bygges Kernekraftværker i både Rostov og Voronezh.  Vi kan eksportere vores kul-energi. Hvis man samtidig fjerner al misbrug og såkaldte ”grå skemaer” så vil kulminer ikke længere være en underskudforretning.

Donetsk region, Konstantinovka, rester af glasfabrik år 2009

Donetsk region, Konstantinovka, rester af glasfabrik, år 2009

Mangel på el kan også opstå i selve Ukraine. Der er 5 ud af 4 kærnekraftværker er nået til ende af deres livscyklus. De skal lukkes og demonteres. Med nød og næppe den ukrainske regering regelmæssig får tilladelse fra IAEA til at bruge dem 2 – 3 år længere. Samtidig overgiver Kiev brugte  kernebrandstof stænger  til opbevaring til Rusland. Moskva kan til enhver tid, kunne udstikke dem kæmpe regning eller aflevere dem tilbage. Men Ukraine har ingen opbevaringssteder til dem. (oversætter: jeg tror man skal sætte sig bedre i reglerne omkring dette – det er ikke sikkert at Rusland kan)

Lige så snart den østlige grænse bliver åbnet får vores industri oprejsning. Der kommer arbejdspladser. Metalindustri leverer op til 60% af valuta til landet, men de vil kunne tjene mere, hvis de kunne eksportere flere større udbud af varer indenfor metalindustri. Armatur, metal-blade osv. Det vil give flere indtægter også til statskassen. I vores Donetsk region har vi stadig en del af betydningsfulde industrier. For eksempel Novokramatorsk maskin-bygningsfabrik. Man har ikke tilsvarende produktion i Rusland. Man kan, selvfølgelig bygge noget nyt der, men det vil tage 10 – 15 år og milliarder af dollars. Det er fordelagtig for Moskva at samarbejde med os. Genopbygning af Donbass infrastruktur, der er ødelagt både i løbet af selvstændigheds perioden og mens den såkaldte ”Anti Terror Operationen” er i gang, vil kræve store investeringer.

 

Hvordan investerings-stemningen i DFR er blevet påvirket af de officielle udmeldinger fra Folkerepublikkens ledelse om nationalisering af oligarkernes ejendomme?

Vi taler ikke om nationalisering af ALLE objekter, kun dem, der er i øjeblikket er Ukraines statsejendom, der bør gå under DFR ledelse. Nationalisering af privatejendom er umuligt. Vi vil da ikke opkøbe fra Akhmetov (en af de ukrainske oligarker) at det, han fik opkøbt i løbet af de seneste halve år med det faldende marked. Det der koster nu 2 millioner, og bliver nu vurderet til 20, og så skal vi betale alt det i løbet ad de næste 5 generationer? Selvfølgelig ikke! Vi har ikke brug for nationalisering. Staten har andre former for påvirkning af det private erhverv. Det kan være antimonopol – lovgivning og beskatning af de store formuer. Man kan splitte den store bussiness op, lukke for adgang til magten, bebyrde med sociale forpligtelser – så den holder op med at være oligark-agtig og farlig for statsmagten.