Ef Eva Merkurieva
Foto: Igor Ivanov

En af de tekster, der fortæller om Donetsk i oktober 2014. Publiceret på Facebook af autor og oversat til dansk for at vise et lille indblik i den krigsramte og ikke mindst heroiske bys hverdag.

Min ankomst til Donetsk – den smukkeste by – faldt denne gang sammen med begyndelsen på et praktisk-talt uafbrudt artilleribombardement.
Oktober har bragt mange  sorger til minearbejdernes hovedstad. Ødelæggelser og ofre. Ofre og ødelæggelser.

D. 10. 10. 2014. En dreng sidder på trapperne i et sønderbombet hus i Donetsk

D. 10. 10. 2014. En dreng sidder på trapperne i et sønderbombet hus i Donetsk

Min veninde, der bor tæt på lufthavnen, indrømmer med tristhed: “Kan du forestille dig, på vej hjem, på en strækning af 8 busstoppesteder – ser man ikke et eneste intakt hus…”
OTTE busstoppesteder – og IKKE ENESTE intakt hus!
Det kan man ikke forestille sig hverken fra Kiev eller Rostov. Man kan kun forestille sig det, hvis det fløjter og tordnende brager over ens hoved, mens vinduesglas dirrer og gulv og vægge skælver.
Det sker hvis “indgående granater” er fløjet tæt på – ved et busstoppestedets afstand.
Eller har ramt nærliggende huse – så er det helt uhyggelig.

Man kan ikke vænne sig til beskydninger. Man kan leve med dem. Efter lyden kan man kende forskel mellem de “udgående” og “indgående”, men vænne sig til dem – nej.
Fordi for hver “indgående” er det nogens smadrede liv.
Jeg har lagt mærke til, at mange af mine bekendte er bange for ikke så meget for døden, som for invaliditeten – at miste arme og ben. Man kan komme gå ud af døren efter noget brød – og aldrig komme tilbage til de nærmeste. Eller komme på et sygeleje – ubevægelig.

Supermarkedet “Amstor” som ligger tæt på banegården blev beskudt sidst på arbejdsdagen, mens det var omkring 200 mennesket på stedet, der handlede ind på vej hjem fra arbejde.
Ved et mirakel eksploderede missilet på supermarkedets tag og ikke inde i butikken.
Men det skete intet mirakel ved den nærliggende butik. Nogens familier blev forældreløse. På et øjeblik. På et grimt oktober øjeblik.
Desværre vil [erobringen af] lufthavnen ikke løse problemer med beskydning af Donetsk. I de nærliggende landsbyer – Peski, Elenovka, Avdeevka – har man det ukrainske artilleri. For ikke at tale om “Tochka U” – raketter, der kan flyve fra hvilken som helst sted i Ukraine, der er i krig med Donbass.

Donbass Arena efter "Tochka U" bombardemantet d. 20.10.2014

Donbass Arena efter “Tochka U” bombardementet d. 20.10.2014

Dog på trods af det har man lys, vand og gas i Donetsk – der hvor det er muligt. Og fjernvarme vil blive tænd – der hvor den er mulig at tænde. Reparations-holdene – de rene helte! Det var ingen, som før krigen har tænkt over hvor heroiske disse fag er: brandmand, el-montør, mekaniker, blikkenslager, svejser…
Også læger og paramedicinere, der tager af sted efter de sårede under bombardementer. De samme mennesker kommer også på grund af almindelige opkald – en gammel kones ben vil ikke virke mere, så hun kan ikke komme til komfuret og lave mad til sig selv. Naboer har fundet hende i køkkenet. Læger bebrejder ikke for opkaldet, selvom det ikke drejer sig nødstilfælde. Tålmodigt lytter de til den gamle kone, giver hende nogle indsprøjtninger – lige som i de fredelige tider. Et minut efter, med tænd sirene, tager de af sted til den næste tragedie – stedet, hvor den næste missil lige er blevet sprængt.
Også chauffører. Den offentlige transport i Donetsk går som smurt. Ind imellem rammer missiler stoppesteder eller selve busserne og minibusserne.
Ikke desto mindre er det ingen, der lukker ruter – fordi folk fortsat har et liv. Også i de farligste områder. De går på arbejde, bringer og henter børn til og fra børnehaver og skoler.
Kun når det er fuldstændig uudholdelig – bliver nogle af ruter begrænset – og transporten bliver ført væk fra beskydninger.
Og alle de mennesker, som står for madforsyning af byen.
Læger, der laver operationer og behandler.
Alle dem, der hjælper Donetsk – dem der er i tjeneste eller efter hjertets kald.
Donetsk fortsætter med at leve!
Dagens Donetsk allerbedst beskriver en video, hvor store ruder fra stadionet falder lige foran en lille pige “Donbass-Arena”

(andre kilder siger at det er en spinkel ung kvinde, enlig mor, der var på vej til at hente humanitær hjælp i Donbass Arena)
Hvert sekund kan det samme kan ske med hvilken som helst pige eller dreng i Donetsk. Hvert sekund kan en pige eller en dreng kan miste deres mor eller far, der kan bliver dræbt af granatsplinter i skole, i bussen, ved busstop eller ved opgangen.
Hver morgen er der nogen, der ikke vågner op i sin seng, fordi missilet har ramt en lejlighed i et højhus. Jeg ved med sikkerhed, denne oktober, tilbragt i Donetsk, har gjort at jeg ikke kan lide fyrværkeri mere – for bestandig.