Af Emil Bülow

Ifølge den gængse fortælling i vesten skyldes krisen i Ukraine næsten udelukkende russisk aggression. Årsagen til denne aggression skal her findes i Putins ønske om at genskabe Sovjetunionen/Det Russiske Imperium. Kuppet mod Ukraines præsident Viktor Yanukovich1 var derfor kun et belejligt påskud for Putin, der ville have overtaget Krim og måske andre dele af Ukraine, før eller siden under alle omstændigheder.

Der findes imidlertid en anden fortælling, der placerer skylden hos USA og deres europæiske allierede. I denne fortælling handler Rusland defensivt og årsagen er, at de føler sig truet af NATO udvidelser. I september 2014 skrev John Mearsheimer2 om dette i tidsskriftet Foreign Affairs, under overskriften “Why the Ukraine Crisis Is the West’s Fault”3

John J. Mearsheimer

John J. Mearsheimer

Mearsheimer mener grundlaget for problematikken er vestens forsøg på at indlemme Ukraine i NATO. Ruslands ledere har været modstandere af NATOs udvidelser siden afslutningen på den kolde krig og har ifølge Mearsheimer gjort det klart, at de ikke vil acceptere Ukraine som en vestlig bastion. Kuppet mod Ukraines pro-russiske præsident ledte derfor til overtagelsen af Krim, samt Ruslands vellykkede destabilisering af Ukraine, der har gjort optagelsen i NATO usandsynlig.

Baggrunden

Mearsheimer beskriver baggrunden for krisen i sin artikel i Foreign Affairs. Da den kolde krig sluttede, accepterede sovjetiske ledere at amerikanske styrker forblev i Europa. De accepterede dette under forudsætning af at NATO ikke blev udvidet, hvilket de antog at vestlige diplomater forstod. Under Clinton begyndte NATO alligevel at udvide. Siden da kom Tjekkiet, Ungarn, Polen, Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Rumænien, Slovakiet og Slovenien med.

På NATOs topmøde i 2008 overvejede alliancen at optage Georgien og Ukraine, men Frankrig og Tyskland var imod, da det kunne skabe vrede hos russerne. Alliancen endte ikke desto mindre med at erklære “Disse lande vil blive medlemmer af NATO” om Ukraine og Georgien. Ifølge Mearsheimer fastslog Putin dengang at disse landes NATO medlemskab ville repræsentere en “direkte trussel” mod Rusland.

Georgiens daværende præsident, der ønskede NATO medlemskab, søgte i sommeren 2008 at reinkorporere separatistregionerne Abkasien og Sydossetien i Georgien. Da Georgien angreb Sydossetien4, svarede Rusland igen ved at angribe Georgien og tage kontrol over både Abkasien og Sydossetien. Ved at annektere de to separatistregioner gjorde Rusland det meget besværligt for Georgien at blive en del af NATO. Ingen vestlige lande vil anerkende Abkasien og Sydossetiens nye status og de vil ikke optage Georgien, hvis det er delvist besat. NATO alliancen tog ikke bestik af hændelserne, men fortsatte udvidelserne med Albanien og Kroatien.

Den Europæiske Union har også udvidet mod øst og søgt at integrere lande som Ukraine i EUs økonomi, hvilket i Rusland anses for at være i modstrid med deres interesser. Yderligere anses EU medlemskab af russerne også som et trin på vejen mod NATO medlemskab.

De enorme pengesummer USA har postet i pro-vestlige personer og organisationer i Ukraine, er ifølge Mearsheimer også en klar indikator på deres forsøg på at indlemme Ukraine i vesten. Victoria Nuland, amerikansk topdiplomat for europæiske og eurasiske anliggender, erklærede i december 2013 at USA havde brugt mere end 5 milliarder dollars siden 1991, til at hjælpe Ukraine med at få “the future it deserves.”5 Nonprofit organisationen National Endowment for Democracy, der er finansieret af USA, har finansieret mere end 60 civilsamfundsprojekter i Ukraine6 og lederen Carl Gershman omtalte i september 2013 i The Washington Post7 Ukraine som “the biggest prize.”

Ifølge Mearsheimer eksisterer der bekymring i Rusland for at deres land måske er det næste der oplever regimeskift, ifølge Mearsheimer er dette ikke ubegrundet. Den samme Carl Gershman skrev i samme artikel at “Ukraine’s choice to join Europe will accelerate the demise of the ideology of Russian imperialism that Putin represents.” Han tilføjede “Russians, too, face a choice, and Putin may find himself on the losing end not just in the near abroad but within Russia itself.”

Siden er støtteorganisationen USAID blevet afsløret i at arbejde for regimeskift på Cuba.8 Det er ikke kun CIA der beskæftiger sig med den slags. Tænk hvis russiske humanitære organisationer søgte at undergrave politiske regimer i vesten?

Krisen

Som nævnt udgjorde NATO/EU udvidelser, samt støtte til det pro-vestlige civilsamfund, tilsammen de bagvedliggende årsager til russernes bekymring. Da Yanukovich i november 2013 afviste den økonomiske aftale med EU, til fordel for en aftale med Rusland, brød demonstrationerne løs i Kiev. I februar 2014 indgik regeringen og oppositionen så en aftale der lod Yanukovich forblive præsident indtil næste valg. Aftalen fik dog ikke lov at stå og et par dage efter gennemførtes det forfatningsstridige kup mod Ukraines folkevalgte præsident. Den nye regering var pro-vestlig og anti-russisk.

Det vides endnu ikke i hvor vid udstrækning USA var involveret i kuppet og forberedelserne hertil, men der er ingen tvivl om deres støtte. Føromtalte Victoria Nuland deltog sammen med den amerikanske senator John Mccain i demonstrationerne mod Yanukovich. Geoffrey Pyatt, den amerikanske ambassadør i Ukraine, proklamerede at dagen for Yanukovich’ afgang var “a day for the history books.” Et aflyttet telefonopkald9 afslørede at Victoria Nuland og Geoffrey Pyatt klart ønskede et regimeskifte og udpegede Arseniy Yatsenyuk som den rette til premierministerposten – hvilken han fik.

Dette blev startskuddet for Rusland. Krim blev overtaget hurtigt og effektivt da det russiske militær allerede var tilstede og etniske russere er i flertal på halvøen. Ifølge Mearsheimer fortsatte Rusland herefter ved at støtte separatisterne i øst med rådgivere, våben og diplomatisk støtte. Rusland stoppede også med at give Ukraine rabat på gasleverancerne og krævede den udeblevne betaling indfriet.

Rationalet

Hvorfor vedrører det russerne om andre lande vælger at alliere sig med hinanden? For at svare på spørgsmålet, vender Mearsheimer det på hovedet og spørger hvordan USA ville reagere i en lignende situation. Hvordan ville amerikanerne reagere hvis Kina byggede en stor militæralliance og forsøgte at inkludere Mexico og Canada?

Ukraine udgør et stort landområde som både Napoleons Frankrig og Hitlers Tyskland har måttet krydse for at kunne angribe Rusland. Ukraine er Ruslands buffer stat mod vesten og har som sådan enorm strategisk betydning. Det ville være hovedløst af Rusland at tillade NATO, deres tidligere ærkefjende, at rykke ind i Ukraine. Det ville derfor også være hovedløst at lade stå til, mens vesten hjalp med at installere et nyt ukrainsk regime, der ønskede NATO medlemskab.

Som Mearsheimer påpeger, er det simpel geopolitik. Stormagter er følsomme overfor potentielle trusler nær deres territorium. Det samme gælder for USA. USA tillader ikke andre stormagter at udstationere militær på den vestlige halvkugle.

Ruslands ledere har tilmed gentagne gange fortalt vesten, at de anser NATO udvidelserne til Georgien og Ukraine som uacceptabelt. Dette fremgår også helt utvetydigt af deres militærdoktrin fra 201010 og deres krig mod Georgien. Uanset om dette er uforståeligt i vesten, så er det sådan. Det er i sidste ende Russerne selv, der vurderer hvad der udgør en trussel mod dem, ligesom det er os selv, der vurderer trusler mod vesten.

Da Clinton efter den kolde krig begyndte at advokere for NATO udvidelser var de fleste realister11, ifølge Mearsheimer, imod. Der eksisterede dengang en frygt for, at NATO udvidelser ville give Rusland et incitament til at skabe problemer i Østeuropa. Den amerikanske diplomat George Kennan forudså den russiske reaktion i 1998 “I think the Russians will gradually react quite adversely and it will affect their policies,” og begræd udvidelserne med ordene “I think it is a tragic mistake. There was no reason for this whatsoever. No one was threatening anyone else.” Kennan forudså samtidig at NATO udvidelserne ville medføre en krise, hvorefter tilhængerne af udvidelse ville sige “we always told you that is how the Russians are.” Ganske som han forudså, har de fleste vestlige ledere portrætteret russerne som de skyldige i Ukrainekrisen.

Mearsheimer slår fast, at der ikke har været nogen tegn på Putins vilje til at udvide Ruslands territorium før februar 2014. Overtagelsen af Krim synes at være en spontan reaktion på kuppet mod Yanukovich. Putin har ikke siden vist tegn på at ville inkorporere andre dele af Ukraine i Rusland. Ruslands handlinger i Ukraine har tydeligvis været defensive, ikke offensive.

Ruslands handlinger i Georgien 2008 og siden Ukraine i 2014 stemmer ikke overens med billedet af et Rusland, der søger at genrejse et imperium. Rusland indtog ikke hele Georgien mens de havde chancen, hvilket de ellers burde, hvis de ønskede Sovjetunionen tilbage. Rusland har heller ikke erobret Ukraine, bortset fra Krim, hvilket var en defensiv manøvre, for ikke at miste flådebasen. Ukraine var ellers også en del af Sovjetunionen. Ruslands handlinger er derimod fuldt ud i overensstemmelse med fortællingen om et land, der søger at undgå NATOs tilstedeværelse i Georgien og Ukraine. Hvis dette er deres mål, så har de opnået det med den førte politik. Hverken Georgien eller Ukraine kan optages i NATO i deres nuværende tilstand.

Putin citeres ofte for at have kaldt Sovjetunionens sammenbrud en katastrofe, hvilket ellers kunne tyde på han arbejder for en genoprettelse.Det fremgår dog af den citerede tale12, at han ikke begræd det kommunistiske imperiums sammenbrud i sig selv, men de kaotiske forhold der fulgte for de russiske borgere. Han nævner den enorme russiske diaspora der fulgte, ødelæggelsen af institutioner, private opsparinger der forsvandt, udbredt fattigdom og oligarkernes efterfølgende udplyndring af landet.

Ret og magt

At Rusland ikke ville acceptere Georgien og Ukraine i NATO har længe været kendt. På den baggrund kan det synes besynderligt at vesten har forfulgt netop disse landes medlemskab og skabt den nuværende krise.

Her vil mange indvende, at vi i vesten netop bør kæmpe for alle landes ret til selvbestemmelse og suverænitet, også selvom Rusland modsætter sig det. Rusland har ingen ret til at blande sig i andre landes valg af alliancepartnere. Selvom Rusland frygter NATOs ekspansion, har Ukraine og Georgien stadig ret til selv at vælge side. Hvis de vil tilslutte sig NATO så skal de have lov til det.

Ifølge Mearsheimer er dette en farlig måde at tænke omkring udenrigspolitik. Virkeligheden er nemlig, ifølge Mearsheimer, at “might often makes right” i stormagtspolitik. Abstrakte regler har ikke nogen betydning, når magtfulde stater konflikter med svage stater. Historien synes at tale for Mearsheimers betragtning. USA mente ikke Cuba havde ret til at alliere sig med Sovjetunionen under den kolde krig og Rusland har det på samme måde med Ukraine og Georgien.

Dermed ikke sagt at international lov er normativ dårligt. Hvis alle stater overholdt international lov, ville de ikke komme i krig med hinanden, det ville være ønskværdigt. Virkeligheden er, ikke desto mindre, at stater ikke overholder international lov. Hvis vi opstiller urealistiske forventninger til andre stater og handler i henhold til det, så risikerer vi i yderste konsekvens krig. En krig mod Rusland vil være en atomkrig, den sidste krig nogensinde. Det er ikke værd at råbe op om flotte idealer når vi alle er døde.

Vestens opførsel overfor Rusland er ikke kun farlig, den er også hyklerisk. Det nævnes som sagt at Ukraine har ret til selv at vælge side, men dette har vesten tydeligvis ikke ment. Helt konkret støttede vesten et forfatningsstridigt kup mod den folkevalgte præsident i et suverænt land, Ukraine. Hvis vi i vesten bekymrede os om de idealer vi søger at pådutte russerne, ville vi have modsat os dette kup og krævet Yanukovich genindsat.

Vesten støttede kuppet, da Yanukovich afviste at underskrive associeringsaftalen med den Europæiske Union. Yanukovich var ellers valgt til netop at træffe den slags beslutninger. Det var vesten der nægtede Ukraine ret til selv at vælge. Når vestlige ledere nu insisterer på Ukraines ret til selv at vælge alliancepartnere, formår de udelukkende at udstille deres eget hykleri. De påståede idealer udgør ikke grundlaget for vestlig udenrigspolitik, men er et udtryk for illusorisk selvforherligelse.

Løsning

Mearsheimer tilbyder en mulig løsning på krisen i Ukraine. Ukraine må nødvendigvis vedblive at være en neutral bufferstat mellem Rusland og NATO. Vesten må stoppe med at støtte det anti-russiske regime i Ukraine. Ukraine skal blive en suveræn stat, der hverken falder i den russiske eller den vestlige lejr. For at nå dette mål bør vesten afvise muligheden for NATO medlemskab til Georgien og Ukraine. Der skal også udarbejdes en økonomisk redningsplan for Ukraine, hvor både vesten og Rusland bidrager. Det sidste burde Rusland hilse velkomment, da det også er i deres interesse.
Ifølge Mearsheimer vil sanktionspolitikken have en meget lille effekt. Selv hvis USA kunne overbevise europæerne om at indføre meget skrappe sanktioner mod Rusland ville det ikke ændre Ruslands adfærd. Historien viser at lande er villige til at udholde enorme straffe for at forsvare deres kerne strategiske interesser, Rusland er ingen undtagelse.

Det er i alles interesse at forstå og acceptere virkeligheden. Ukraine bør træde varsomt og erklære sig neutralt. Hvis Ukraine søger mod vest, må vesten afvise dem. Ukraine må nødvendigvis være en neutral bufferstat og vesten bør arbejde for at nå dette mål. Der er ikke nogen tabere ved en sådan politik.

1 http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2014/03/04/163834.htm

2 http://en.wikipedia.org/wiki/John_Mearsheimer

3 http://www.foreignaffairs.com/articles/141769/john-j-mearsheimer/why-the-ukraine-crisis-is-the-wests-fault

4 http://www.ceiig.ch/Report.html

5 http://www.youtube.com/watch?v=U2fYcHLouXY

6 http://www.ned.org/where-we-work/eurasia/ukraine

7 http://www.washingtonpost.com/opinions/former-soviet-states-stand-up-to-russia-will-the-us/2013/09/26/b5ad2be4-246a-11e3-b75d-5b7f66349852_story.html

8 http://www.theguardian.com/world/2014/apr/03/us-cuban-twitter-zunzuneo-stir-unrest

9 http://www.youtube.com/watch?v=8YSFNOaJupE

10 http://en.wikipedia.org/wiki/Military_doctrine_of_Russia#2010_Military_Doctrine

11 http://en.wikipedia.org/wiki/Realism_%28international_relations%29

12 http://archive.kremlin.ru/eng/speeches/2005/04/25/2031_type70029type82912_87086.shtml