Af Jens Jørgen Nielsen

Krim, Semeiz Foto: Arthur Zerich

Krim, Semeiz Foto: Arthur Zerich

Hvis man skal vurdere Krim sagen, skal man se den i et længere lys. Umiddelbart er det ikke antageligt at ændre et lands grænser. Putin har selv været fortaler for stabilitet, når det gælder grænse-ændringer. Dannelsen af Kosovo i 2008 ved at bryde den Serbiske stats enhed var et nederlag for Putins stabilitetstænkning og blev betragtet som et nederlag for Rusland, som hele tiden havde været stærk modstander af både bombninger af Serbien og støtte til dannelse af den selvstændige stat, Kosovo. Russerne så med skepsis på en stribe af ’regime changes’, som især USA men generelt NATO landene stod bag: Irak, Libyen, som nævnt de tidligere jugoslaviske stater m.m. Russerne betragtede de såkaldte ’farverevolutioner’, som amerikansk-støttede ’revolutionære’ opstande med den hensigt at installere ny regimer, som skulle spille amerikanernes spil og endvidere svække Rusland.

Rusland fik ikke det tillidsfuldes samarbejde, som de havde håbet på. Russerne håbede på, at især USA men også EU ville samarbejde med Rusland som en regional stormagt og ikke en slagen ydmyget fjende. Men vesten gjorde det sidste – i et ikke særlig klogt overmod. Man opfattede det sådan, at russerne havde tabt og at de skulle anerkende deres rolle som tabere. Russerne opfattede det sådan, at vesten udnyttede Ruslands svaghed, i 1990´erne bl.a. også ved at videreføre NATO nu med de nye tidligere sovjetblok lande. Tilliden forsvandt.

Bedre blev det ikke af at USA forsøgte at placere raketter i Polen og Tjekkiet, straks da de første østeuropæiske lande var blevet medlemmer af NATO. Løsrivelsen af Kosovo blev ledsaget af mange følelsesladede og humanitære argumenter. Men hvad var noget af det første USA gjorde efter at Kosovo var blevet selvstændigt? De anlagde en af de største militærbaser i netop Kosovo. Selv de mest naive vest-vendte må da kunne se, hvad vestens humanitære og demokratiske korstog i virkeligheden handlede om. Under alle omstændigheder: russerne så dobbeltmoralen i det hele.

Da Victoria Nuland lod hele verden forstå, at USA også ønskede et regime skift i Ukraine, og at Nuland selv havde sat navne på de nye politiske ledere i Ukraine, som USA ønskede, så var vi klar til endnu et ’regime change’. USA havde brugt 5 mia. dollars på at ændre den politiske ledelse i USA venlig (og anti-russisk). Rusland havde set, at Det Sorte Hav var ved at være en NATO indsø. Den ikke forfatningsmæssige ændring i Kiev i februar havde sat spørgsmålstegn ved alle hidtidige former for fælles forståelse mellem Rusland og NATO landene, heriblandt ikke mindst Krim og den russiske flådestation. Det var Henry Kissinger en af de første til at forstå. For Rusland var det ganske uspiseligt, at Krim skulle bliver en NATO flådestation med NATO raketter – og vesten gjorde intet for at finde fælles forståelse med Rusland.

Hertil kommer det ikke ganske uvæsentlige, at Krim jo etnisk set var russisk samt at tilhørsforholdet til Ukraine beroede på en historisk tilfældighed. Det anfægter de færreste. Man kan stille det spørgsmål, hvornår en løsrivelse er retfærdig. Vesten har ikke en fast holdning til det. I Jugoslavien ønskede vesten en opløsning, men man ønskede ikke at give de bosniske serbere den samme ret til at løsrive sig fra Bosnien. Hvorfor ikke? Tilbage til det Ukraine, som var gået i opløsning, legalt, politisk og økonomisk. Retten til at tale ens eget sprog var anfægtet af Kiev. På den baggrund giver det i det mindste en vis mening, det der skete på Krim. Hvad tror man der vil ske, hvis den belgiske regering forbød det franske sprog?

Jeg mener, at vesten bærer et kæmpe ansvar for forløbet. Vestens entydige støtte til politikere, som hadede de østlige russere, hvis første lov var at afskaffe retten til det russiske sprog, at opstille Bandera statuer i østen m.m. var en fejltagelse af de helt store. De samme politikere og ekstreme anti-russiske nationalistiske bevægelser gør, at Krim beboerne i dag anser sig for at være heldige. De kan bare se på, hvad Porosjenko gør ved sine landsmænd i det østlige Ukraine. Det slipper Krim boerne for. Noget andet er, at jeg tvivler på, at det østlige Ukraine kan fortsætte som en del af Ukraine. Der er for mange dræbte børn, ældre og kvinder, for mange flygtninge fra landets egne styrker og for mange ødelagte beboelseskvarterer.