I sidste uge har ”RIA Novosti” publiceret en blog, skrevet af Iskander Valitov, der er medlem af Zinovjev Klubben ”Rusland i dag”, som er en højtrespekteret russisk tænketank.
I dag, når verdensmedier publicerer informationen om en rapport fra Oxfam, der viser at de 62 rigeste personer i verden ejer en formue, der svarer til det den fattigste halvdel af alle folk i verden ejer tilsammen er hans ord vil lyder endnu skarpere og hans påstande langt mere troværdige.
Hans råd til Rusland er at finde modet til at etablere sin egen monetære model. Vi bringer hans tekst med mindre forkortelser.

Af Iskander Valitov

Kilde: Российская экономика и нефть: пора выйти за флажки

For nylig i et interview til det tyske magasin Bild, i svaret på spørgsmålet om de fejl, som russiske regeringer gennem tiden har begået, har Vladimir Putin sagt følgende: ”Vi har ikke deklareret noget om vores nationale interesser. Sandsynligvis burde vi have gjort det. I så fald ville verden måske være noget mere afbalanceret.”

Jeg vil tillade mig at være uenig med denne tese. Det er meningsløs at deklarere noget som helst om sine interesser, hvis din forhandlingspartner ikke drøfter sine egne interesser med dig, og vil på ingen måde tage hensyn til dine.

30 dollars pr. tønde eller økonomi som sammensværgelse

For et år siden i min anden artikel (“Нас действительно хотят уничтожить, или так думать — опасная паранойя?“) skrev jeg at oliepriser vil i løbet af året falde ned til 20-40 dollars pr. tønde. Min prognose var ikke baseret på en økonomisk baggrund, men på det faktum, at verdens økonomiske system har brug for en genstart, hvor den amerikanske dollar fortsætter med at være verdens eneste reservevaluta. Resten af valutaerne skal bindes på den og være blot elementer i det samme system. Det er det utvivlsomme mål for vores ”partnere”.

Den mest markante risikofaktor ved denne plan er Rusland. Sænkning af oliepriserne er en brugbar metode for at ramme Ruslands økonomi, der har vist sin effektivitet. Det en ren politisk beslutning, der har ingen forbindelse til markedsøkonomiske kræfter. Økonomer påstår, at der ikke er sket drastiske ændringer i forhold til udbud og efterspørgsel af olie, der kunne forklare det tredobbelte prisfald.

Nogen mener den lave oliepris er nødvendig for at holde guldprisen nede. Naturligvis må intet, heller ikke guld, så tvivl om den eneste nuværende reservevaluta, så den billige olie slår flere fluer med et smæk. Uanset baggrunden for beslutningen, så er den taget af en lille gruppe af personer, der har magt og mekanismer til at realisere beslutningen. Så hvis man ønsker at forudsige den økonomiske udvikling, skal man først og fremmest forstå logikken hos de nøglepersoner, der sidder på magten, i stedet for de frie markedskræfter.


Ud fra denne forståelse bliver man også klar over at oliepriser ikke kommer op igen om et par måneder, som mange ellers håber på. Det økonomiske kvælertag vil fortsætte og hverken indtægterne eller økonomiske tab hos de store og magtfulde vestlige korporationer vil spille nogen rolle. Det er verdensherredømme der er på spil.

Hvis man har magten over verden, får man alt andet med. Alle de store transnationale virksomheder hører til denne super magt-elite. I bund og grund bør man planlægge ud fra at i den nære fremtid vil det være umulig at sælge noget som helst fra Rusland til vesten for nogenlunde rimelige priser. Hverken gas, olie eller noget som helst andet.

Den økonomi, der blev beskrevet af Karl Marx og andre økonomer er for længst forsvundet. Måske har den aldrig eksisteret. Det er en myte at markedet eller statslig indblanding påvirker efterspørgselen, produktionen, kreditgivning og investeringer.

I virkeligheden bag alt dette står bestemte klaner med bestemte målsætninger. Det er disse mennesker og ikke ansigtsløse love for kapitalens frie bevægelighed der bestemmer det hele.

Disse mennesker har historisk og socialt bestemte principper og handlingsmønstre der videregives i generationer. Det vil værre forkert at tro at deres ageren bestemmes af kapitalens bevægelser. Det er ikke kapitalen, der bestemmer den sociale struktur, hvor de hersker, der er lige omvendt det er deres herskende position der bestemmer hvor og i hvilken omfang vil kapitalen bevæge sig.

Vi har ikke tilbagestående økonomi, vi har ingen økonomi.

Derfor alt det du tjener eller taber forudbestemt af de betingelser, der bestemmes af det monetære system, der er sat op af magthavere. Hvis de har besluttet at du ikke må være rig, bliver du det aldrig uanset om du pumper olie eller udvikler højteknologisk produktion. Rammerne for dit virke bestemmes af andre og selv om du få sparet noget op, måske endda i guld, det er andre der vil bestemme over din opsparing.

Hvis du er en del af verdens og hermed amerikansk monetære system, vil den altid være bestemmende over dit virke. Den moderne verdensøkonomi er et resultat af en aftale indenfor en snæver kreds. Denne kreds har altid midler til at skrue op eller ned for vandet.


Jeg vil ikke undervurdere Obamas ord: ”den russiske økonomi er revet i småstykker” – det er ikke en konstatering, det er et mål og man har effektive midler for at opnå den.

Jeg mener at det er naivt at tro at alle vores problemer kommer af korruption, dumhed, afhængighed af råstoffer, mangel på demokrati og noget andet. Alt er meget værre. Vores største problem er mangel på vores egen selvstændigt monetære system. Mangler på egne rammer i hvilke de forskellige økonomiske subjekter ville kunne eksistere, udvikle sig og spare op.

Al snak om innovationer, investeringer og egen produktion er meningsløs, så længe man ikke har egen, suveræn monetært system. Opgaven om at få skabt sådan en system er ikke engang stillet endnu.

I går var det for tidligt

Jeg tror ikke det er tilfældigt at denne opgave ikke er stillet endnu. I 1991 har vi bevidst gået væk fra egne suveræne former for økonomisk organisering. Der er ikke spørgsmål om effektiviteten eller ueffektiviteten for socialisme. Vi er gået væk fra vort operationelle system. Det startede da vi begyndt at sælge olie for US Dollars.

Netop i 90-erne fik vi de handlingsmønstre, som vi stadig bruger, af de amerikanske konsulenter der var i Rusland i hundredvis dengang. For at fastholde magten byttede præsident Jeltsin Ruslands integration i den amerikanske økonomi for sin internationale anerkendelse.

Rubel blev bundet op til dollar, Ruslands Central Bank blev til en filial af IMF og verdensbanken. Vi blev forpligtet til at tilbageføre en del af fortjenesten til ”basen” ved at købe amerikanske statsobligationer. Der drev betydelige pengestrømme ud af landet i skattely. Helle det nationale skattevæsen og andre offentlige systemer blev alt for komplekse og gennembureaukratiserede.


For Putins hold, der kom til magten i år 2000, var økonomien ikke den største prioritet. I stedet skulle den tyvagtige opsplitning og frasalg af Rusland, der var i fuld gang, stoppes. Opgaven var derfor at få regionale baroner, oligarker og kriminelle under kontrol. Det fik situationen stabiliseret.

Da Putin kom til magten var det derfor ikke en selvstændig målsætning, at udarbejde et nyt monetært system på grund af flere faktorer. En af dem var, at økonomisk filosofi i Sovjetunionen for længst var afgået ved døden, så de nye selvstændige idéer var en mangelvare. Rusland indgik i stedet i et naivt partnerskab med Vesten og overtog Vestens økonomiske systemer. Magteliten havde sin oprindelse i efterretningstjenesterne og prioriterede derfor først og fremmest statens sikkerhed over udvikling af nye økonomiske modeller.

I morgen bliver det for sent

Jeg tror i dag er vi stadig fanget af den samme naivitet. Vi tror stadig at vi kan passe ind i deres system under anstændige betingelser. Trøster os med håbet om at vi er blevet klogere.


Jeg tror at det er netop det der er meningen med vores tilstedeværelse i Syrien. Vi tvinger vores partnere til at tage hensyn til vores interesser i dialogen med os. Vi har stadig ikke anerkendt at vi har at gøre med en gruppe mennesker, der ønsker at regere hele verden. De ønsker ikke kun at dominere, men også at umenneskeliggøre den største del af menneskeheden og eje folk som kvæg.

Vi betragter dem som vor partnere, men de vil gøre os til slaver. I virkeligheden har de ingen interesser, da ønsket at eje dig helt og aldeles kan ikke kaldes for interesser. Interesser er noget der opstår når man har partnere der anerkender hinanden.

Måske kan Rusland få et partnerskab med Tyskland, Frankrig, Italien og Kina. Dog må vi anerkende at i øjeblikket, uden eget monetære system, optræder vi ikke som deres partnere.


I den sidste del af sin blog beskriver Iskander Valitov hvordan denne etablering og implementering kunne foregå i praksis og i hvilken tidshorisont.


Valitov afsluttende replik er: ”Vi må ikke skubbe etablering af vores eget monetært system til senere, ellers bliver det for sent.”