Politiken ville ikke publicere denne læsebrev på grund af pladsmangel. Derfor bringer  vi den her, så man kan få fornemmelse af hvordan opleves situationen i Rusland og Krim indefra, med fremmede øjne.

Af Karl Jørgensen

Dette er en simpel øjenvidne beretning fra Krim sommeren 2014.

For efterhånden 5 år siden valgte jeg at gifte mig med en russisk kvinde. Og det har jeg på intet tidspunkt fortrudt. Min kone er uddannet læge fra universitetet i Lugansk og har to sønner, hvoraf den yngste for nuværende er værnepligtig og udstationeret i Sevastopol på Krim. Dette års sommerferie blev holdt i Rusland. Dels skulle svigermors 75 års fødselsdag fejres og dels skulle fruens yngste søn besøges. Derfor startede ferien i Moskva hos svigermor og der blev det også til lidt samvær med en af min kones tidligere patienter, der er flygtet fra borgerkrigen i det sydøstlige Ukraine. Nogle af de ting denne ældre dame kunne berette om fra Ukraine vender jeg tilbage til sidst i dette indlæg.

Memorial for sovjetiske styrker der kæmpede ved Sevastopol i1942 /foto fam. Jørgensen

Memorial for sovjetiske styrker der kæmpede ved Sevastopol i1942 /foto fam. Jørgensen

Selv har jeg altid interesseret mig for historie og specielt 2. verdenskrig eller som russerne kalder den “den store fædrelandskrig”. Derfor forpasser jeg ikke en chance for at besøge de historiske steder, hvor de store slag udspillede sig for mere end 70 år siden. Denne ældste af sønnerne aftjente i øvrigt sin værnepligt i Kursk for et par år siden og vi – min kone og jeg – besøgte ham der. Og nu var der så en god anledning til også at besøge Krim og dermed Sevastopol, hvor et af de nok lidt mindre kendte, men alligevel uhyggeligt blodige og bestialske slag foregik i 1941-42.

At tilbringe nogen tid på Krim blev naturligvis heller ikke mindre interessant set i lyset af de begivenheder, der har fundet sted indenfor det sidste år.

Efter en uges ophold i Moskva, fløj vi – svigermor, min kone og jeg selv – til Simferopol, der er hovedstaden på Krim. Vi så ikke meget andet end lufthavnen i det område, men fik dog talt med nogle få af de lokale. Den væsentligste ændring i forhold til før indlemmelsen i Rusland var at der nu kommer markant flere fly og dermed turister end da Krim var en del af Ukraine. Af indlysende årsager, kan jeg ikke vurdere rigtigheden i dette udsagn, men det var det der blev sagt og hvorfor skulle man lyve om det? Busturen til Sevastopol tog nogle timer og der var undervejs rig lejlighed til at se på et varieret landskab. Ellers var den generelle oplevelse på turen præget af mangelfuld vedligeholdelse af vejene – der trænger seriøst til ny asfalt stort set hele vejen. Dette går faktisk igen overalt, hvor vi færdedes. Forespurgt om hvornår der sidst var kommet ny asfalt på vejene, svarede en taxa chauffør meget kategorisk, at dette ikke var sket siden Sovjetunionen eksisterede.

I Sevastopol havde vi hjemmefra aftalt privat indkvartering og ejeren af det aftalte hus mødte os på busstationen. Der var brug for lidt ændringer i planerne, idet det hus vi egentlig havde lejet, nu var beboet af flygtninge fra Ukraine. Derfor skulle vi så bo et andet sted, der havde samme ejer. Ingen problemer i det. Efter min mening havde flygtninge sandsynligvis mere brug for huset end os. Vi var trods alt bare på ferie og så længe vi blot havde en seng at sove i samt adgang til toilet og bad skulle det jo nok gå.

Den første hele dag startede med at vi hentede fruens yngste søn ved indkørslen til flådebasen. Der er altid ventetid i den forbindelse og denne tid udnyttet til at tale og udveksle erfaringen med andre forældre, der var på stedet i samme ærende. Efter at have fået overdraget ansvaret for knægten tilbragte vi dagen i hans selskab ved stranden og på restaurant. Fordi han er udstationeret på flagskibet i Sortehavs flåden, fik vi ikke lov at beholde ham natten over, men fik aftalt at gentage “øvelsen” dagen efter, hvor det var svigermors fødselsdag. Svigermors fødselsdag blev indledt med at min kone og svigermor hentede soldaten igen medens jeg selv gik på opdagelse omkring nogle af de mange mindesmærker fra krigens tid i Sevastopol. Noget jeg lagde mærke til, medens jeg var alene i byen var, at der var russiske flag rigtig mange steder. Ikke kun på de officielle bygninger, men også på mange private boliger. Når vi senere kørte omkring i bus kunne jeg så konstatere, at dette billede var det samme overalt. Vi forsøgte selvfølgelig at fejre svigermor efter bedste evne, men vi fik desværre ikke lov til at beholde “vores soldat” særlig længe. Der blev ringet fra basen, at der var brug for ham ombord på skibet.. Det er der jo ikke noget at gøre ved.. Jeg tror nu alligevel, at hun havde en god dag..

Oversigt over museum for 35 kanonbatteri i Sevastopol /foto fam. Jørgensen

Oversigt over museum for 35 kanonbatteri i Sevastopol /foto fam. Jørgensen

Vores vært anbefalede os at besøge et relativt nybygget museum over et kanonbatteri i Sevastopol, der holdt ud imod tysk belejring i ca. 250 døgn. Det viste sig at være en rigtig god idé. Museet er finansieret af private, men der er alligevel gratis adgang. Dette gælder også de guidede ture igennem museet. De underjordiske opholdssteder og gange er ganske velbevarede men det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, hvilket helvede det må have været dengang. Det største følelsesmæssige indtryk får man dog i slutningen af den guidede tur, hvor en speciel bygning danner rammen om en nekropol med navnene på alle de omkomne forsvarere.

De tre ledere i Jalta - paladset /foto fam. Jørgensen

De tre ledere i Jalta – paladset /foto fam. Jørgensen

Når man alligevel er på Krim, er Yalta en by, der naturligt skal besøges. Om ikke for andet så for at se Tsarens palads i Livadia , hvor konferencen imellem Roosevelt, Churchill og Stalin fandt sted i 1945. Så vi tog naturligvis også en tur til Yalta. Interessant var det også at se mængden af turister inde i selve Yalta. Selv i regnvejr (den eneste byge vi blev ramt af på Krim) var der nærmest overbefolket på strandpromenaden. Også Hersones er et besøg værd. Dette er det tidlige Sevastopol, der vist nok blev grundlagt som græsk koloni og senere udbygget af Byzans, hvilket er tydeligt i og med at der er synlige kristne symboler mange steder på ruinerne. Det sidste sted vi fandt tid til at besøge, var en vingård med en rundvisning i produktionen og efterfølgende vinsmagning. De fremstiller fremragende vin på Krim. Endvidere kan det nævnes, at det aktuelle firma meget hurtigt har fået tilpasset etiketterne således at teksten nu er russisk og ikke ukrainsk.

Et historisk kristent mindested på Krim / foto fam. Jørgensen

Et historisk kristent mindested på Krim / foto fam. Jørgensen

Vi mødtes flere gange med en af min kones studiekammerater, der også var på Krim, for at besøge sin datter. Ikke officielt som flygtning, men normalt er hun bosiddende i Ukraine. Også hun kunne fortælle nogen grimme historier om begivenhederne i Donbass området.

Prisniveauet for ophold, restauranter og transport er generelt meget lavt på Krim. Eksempelvis kostede en tur med de lokale busser 8-20 rubler og der går lidt mere end 6 rubler på 1 dansk krone. Til sammenligning koster de tilsvarende busser i og omkring Moskva imellem 30 og 50 rubler og det er jo også ganske billigt.

Generelt kan jeg anbefale Krim som turistmål. Eneste større ulempe, som jeg lige kan komme på, er myg – dem er der desværre en del af. Skulle man få lyst til at besøge området, vil jeg opfordre til, at besøge det nævnte militær museum og tage med på rundvisningen under jorden. Det er en oplevelse også selv om man måske ikke forstår russisk. Vinproduktionen er tilsvarende anbefalelsesværdig for et besøg. Yalta er naturligvis et must, men man kan godt blive en smule skuffet over rundvisningen i paladset, idet der efter min smag er lagt alt for megen vægt på tsar tiden målt i forhold til den historiske vigtighed af konferencen i 1945.

Almindelige mennesker gav generelt udtryk for tilfredshed med at være blevet russere i stedet for ukrainere. Den eneste “negative” ting der blev nævnt var, at det er lovpligtigt at bruge sikkerhedssele i bilerne i Rusland, hvilket åbenbart ikke er tilfældet i Ukraine. Pensionister har stort set fået fordoblet deres pension var en af de ting, der blev nævnt mere end bare en gang af dem vi talte med. Vores vært gav klart udtryk for, at hun følte sig væsentlig mere sikker nu, hvor Krim er en del af Rusland, end under ukrainsk styre. Det stemmer fint overens med det generelle indtryk, det var muligt for mig at få af folkestemningen på så kort tid.

Krim, nummerplade på en bil med påklistret russisk flag /foto fam. Jørgensen

Krim, nummerplade på en bil med påklistret russisk flag /foto fam. Jørgensen

En noget kuriøs observation, som vi gjorde, var hvorledes man havde konverteret nummerpladerne på bilerne. De ukrainske plader har et ukrainsk flag forrest. Dette har mange – jeg vil gætte på i omegnen af halvdelen af bilejerne – selv og, som jeg forstod det, ganske uautoriseret dækket med et påklistret russisk flag. Ganske mange bilister har endvidere monteret russiske flag i bilruderne eller under bakspejlet. Der kunne også ses ganske mange russisk indregistrerede biler på vejene.

Der er, som tidligere nævnt, ikke blevet brugt mange ressourcer fra ukrainsk side på vedligeholdelse af infrastrukturen på Krim. Det samme gælder med hensyn til bygninger. De få nyere bygninger, der trods alt var, fremstår ufærdige og mange byggerier var blevet helt stoppet længe før den russiske overtagelse og bliver sandsynligvis aldrig sat i brugbar stand. Blot 200 meter fra, hvor vi boede, stod et skellet til en bygning, der var påbegyndt uden de nødvendige tilladelser for omkring 3 år siden. Dette byggeri blev så stoppet og står nu og forfalder ganske langsomt. Tilsvarende var der en del meget ufærdige enfamiliehuse i udkanten af Sevastopol. Der blev dog arbejdet lidt på enkelte af disse medens vi var der. De få helt færdige byggerier af nyere dato var ifølge de personer, vi talte med, bygget efter russisk model og for russiske midler, primært fordi de fleste var bygget specifikt til den russiske flådes personale.

Desværre mødte jeg ingen lokale tatarer i de få dage, vi var på Krim. Jeg ville ellers gerne have hørt deres historier og holdninger også.

I modsætning til den østlige del af Ukraine, der er noget mere kompliceret, er og forbliver Krim overvejende russisksindet. Hændelserne under 2. verdenskrig på Krim og i Sovjetunionen generelt er ikke blevet glemt på Krim. Det vidner det nævnte museum for det 35. kystbatteri i høj grad om. Hændelserne i Ukraine i den seneste tid med “højre sektoren” på indflydelsesrige positioner i Kiev har bestemt ikke svækket ønsket om at høre til Rusland. Mordbranden i Odessa fylder en del i bevidstheden hos befolkningen på Krim og fascister er alt andet end velkomne – igen med rod tilbage i historien.

Som tidligere nævnt havde vi kontakt med flere, der er flygtet fra det østlige Ukraine til russisk kontrolleret områder. Det væsentligste i deres beretninger fortæller, at det der vises på russisk TV stemmer med det der foregår i virkeligheden i det østlige Ukraine. Dette i modsætning til de indtryk man får hvis man alene ser dansk TV. Den ukrainske hær anvender avancerede våbensystemer til mere eller mindre tilfældige bombninger i tætbefolkede områder og dermed uafladeligt store tab blandt civilbefolkningen. Det er ikke usandsynligt at der også har været eksempler på at separatisterne har anvendt erobrede våben mod den ukrainske hær med større eller mindre præcision og dermed også ramt civilbefolkningen, Specielt min kones tidligere patient på 78 år kunne fortælle om fuldstændig ødelagte huse overalt i Lugansk efter den ukrainske hærs angreb. Hendes ex svigerdatter, der selv har mistet sin egen lejlighed på grund af bombardementerne, passer nu hendes hus efter bedste evne, men opholder sig i det meste af tiden i kælderen under huset. Det andet øjenvidne – min kones studiekammerat – havde ikke selv oplevet bombninger. men kunne fortælle at hun havde set resultaterne af luft- og artilleriangreb i områderne omkring byen Alchevsk.

Slutteligt vil jeg gerne opfordre de danske medier og ikke mindst de danske politikere til at danne deres egen mening om situationen både på Krim og i Donbass baseret på bekræftede fakta. Det nytter ikke at man lader sig diktere sin mening af Washington, der formentlig er den eneste regering, der ikke har noget væsentligt at miste ved en konflikt i Ukraine og som måske netop derfor har en noget alternativ dagsorden.