Af Zenia Grynberg

Den 13. juli vil appeldomstolen Ukraine, nærmere bestemt i Trernopol, starte deres høring i sagen mod Luzhetskij brødre.

Tvillingebrødrene Jaroslav og Dmitrij Luzhetskij blev idømt henholdsvis 14 og 15 års fængsel for landsforræderi, samt terrorvirksomhed. Kan man regne med at høringen vil ske efter loven? Kan man regne med reel justits i Ukraine eller vil landet igen vise sig til at være en bananrepublik? De spørgsmål får vi svar om en kort tid.

“Man har ingen juridisk logik i Ukraine” – siger brødre, der mener at deres arrest, fængsling og idømmelse af de hårde straffe stritter imod den ukrainske lovgivning.

Taget i betragtning alt det de har allerede været igennem, så som tortur under afhøringer, ulidelige forhold i fængsel og meget andet – frygter de ikke disse lange domme, men håber dog stadig de snart kommer ud i friheden.

Hvad blev de så dømt for? Hvordan kom de til at være blandt de anslåede ca. 1500 ukrainske politiske fanger?

Luzhetskij tvillingebrødre i retten

Luzhetskij tvillingebrødre i retten

“Sjælens ord…
Slip mig fri…
Giv mig frihed og ro!
Fjern denne væge, lad mig nyde forår!
Lad mig nyde den frie vidunderlige luft,
lad mig bade i stråler af solskin,
lad mig fyldes med skønhed ….
Lad mig glemme min frygt…”
© Dmitrij Luzhetskij

“Det var en meget varmt sommermorgen. Jeg blev vækket af banken på døren og råben, Vågn Op!! Jeg havde ikke nok kræfter til at åbne øjne og se mig om, se hvor jeg befandt mig. Jeg fandt ud af at jeg intet husker. Alt var tåget. Det føltes som om jeg blev kørt over af en tung lastbil. Uvidenhed har overhældt mig med frygt og panik. Jeg kunne ikke engang forstå om jeg var levende eller allerede død. Det føltes som om tiden står stille omkring mig, dog ville jeg finde ud af – hvad skete det med mig? Hvor er jeg henne?

Da jeg åbnede øjnene lidt kunne jeg ikke se klart. Alt var sløret. Jeg så omridset af et lille rum med et lille vindue uden glas, dog med tremmer i,  og overfor den var der en dør af metal. Tanken strejfede mig, er jeg i fængsel?
På det tidspunkt ville jeg allerhelst tro at det var en drøm, men ianset hvad jeg selv ønskede den gang realiteten var, at jeg befandt mig i en enecelle i fængsel”
Sådan har Yaroslav Luzhetskij beskrevet sit første morgen i Tchertkovs varetægtsfængsel Nr. 26.

Hvad blev de beskyldt for?

Det er nu på andet år Yaroslav og Dmitrij Luzhetskie sidder varetægtsfængslet i det ukrainske fængsel Nr 26. I februar blev Dmitrij og Yaroslav idømt henholdsvis 15 og 14 års fængselsstraf. Sandsynligvis fik Dmitrij et ekstra år fordi han har forstand på jura og havde gode argumenter i deres forsvar.

Brødre Luzhetskij til demonstration

Brødre Luzhetskij til demonstration

De mener selv, at de blev dømt fordi de er russere, og fordi de ikke ville forråde mindet om deres bedstefædre som havde besejret fascismen under Anden Verdenskrig.
Ydermere ville de ikke anerkende det nationalistiske statskup der fandt sted i februar 2014, hvor de havde støttet Antimajdan og de selvudnævnte republikker i Novorossia.

Det faktum de er russere, og hvad det betyder at være russer i Vestukraine fik brødrene vished om da de var 8 år gamle. De blev født i den Central Ukrainske by Kirovograd og deres familie var af russisk-ukrainsk afstamning.

Deres far er fra Galicia – en Vest Ukrainsk region hvor luften er gennemsyret af had til russere der bliver kaldt “moskali”.

Resten af faderens familie hadede den “forkerte” svigerdatter, så det er ganske forståeligt, at ægteskabet gik i opløsning efter få år. Drengene blev sammen med deres mor og voksede op i Kirovograd uden at spekulere over deres nationalitet – De troede faktisk at de levede i Rusland.

I 1994, da de var 8 år gamle, blev de på grund af den økonomiske situation nødt til at flytte til deres fars farm i en vestukrainske landsby.

Så startede mobningen!
“Indsatte”, “moskali” – blev de ikke kun kaldt af børn, men også af voksne. Det ukrainske sprog, som de  havde lært i en Ukrainsk skole i Kirovograd var ikke ukrainsk nok for deres vestukrainske slægt. Både klassekammerater, skolelærere og naboer greb enhver lejlighed til at påpege og nedgøre deres russiske herkomst. Brødrene voksede således op med vedvarende mobning, som både var af psykisk og fysisk karakter. Af samme årsag har de har lært at slås, og har lært at forsvare hinanden.

“Vi plejede at stille os ryg mod ryg og på den måde slå fra os når de andre angreb” skrev de i deres livsberetning, der er publiceret i en russisk blog.

I foråret 2014, få måneder inden de er blev arresteret, havde medlemmer af Højere Sektor fratvunget dem deres virksomhed. De blev smidt ind i en bil og blev truet til at afskrive deres byggeselskab, samt selskabets ejendom til en mand de ikke kendte eller havde set før.

Efter denne hændelse, og efter at medlemmer af nationalistiske væbnede grupperinger der i den tid blev legaliseret i Ukraine forsøgte et mordforsøg på brødrene, så de sig nødsaget til at flygte til Rusland.

Luzhetskij brødre i office. De var i byggebranchen før anholdelse.

Luzhetskij brødre i office. De var i byggebranchen før anholdelse.

Der ville de starte deres liv forfra. Det var naturligt at fortsætte deres virke i byggebranchen, da de jo havde viden, erfaring og ikke mindst kontakter med kvalificerede ukrainske håndværkere. – Som jo på det tidspunkt havde svært ved at finde arbejde.
Netop derfor kom Yaroslav og Dmitrij tilbage til Ternopol. De ville ikke bruge mere end tre dage i byen. Målet var at hente deres familier i sikkerhed og få fat i de gamle kollegaer som de ville tilbyde et nyt arbejde.

Ternopols hovedanklager Natalia Shturma mener dog noget andet om deres ærinder i byen. Hun tror at brødrene via sociale medier ville hverve vestukrainere til østukrainsk folkemilits. I følge hende, så hvervede de sågar et medlem af satanisk sekt i Moskva, hvor der var tale om salg af organer taget fra de dræbte ukrainske soldater. Det er en ganske seriøs anklage, som også virker anlagt på et meget tyndt grundlag. Det er ganske tydeligt, at den lydfil der skulle bevise deres skyld er redigeret – Ydermere er anklagerens to kronvidner til dagligt medarbejdere i den ukrainske sikkerhedstjeneste.

Ligeledes inkriminerer hun dem kontakt med russisk presse. Hun mener at det brødrene har fortalt til russisk TV om situation i Ukraine er løgn, og at overfaldet på dem og deres kontor ikke har fundet sted – Så i følge hende kan have kun en mening om begivenhederne.
Tænk, hvis man idømte fængselsstraf til alle dem, der lyver i pressen … hun ville nok være den første der ville lande bag tremmer.

Retssag

De blev dømt for landsforræderi og for terrorvirksomhed. Processen var lang og på ingen måde uvildig. Under processen har de har nægtet at samarbejde med efterforskningen, hvilket skyldes anklagemyndigheden kun var ude efter flere navne. Så som navne på folk der var imod statskuppet og støttede udbryderrepublikker. De krævede indrømmelser der kunne bevise, at brødrene blev hvervet af russiske sikkerhedstjenester.
Yaroslav og Dmitrij ville hverken angive andre eller bagtale sig selv.

Selve retssagen foregik med mange processuelle uoverensstemmelser og brud på lovgivningen. For eksempel ved den sidste retsmøde skulle der have været meningsudvekslinger, og de tiltalte skulle have være afhørt så de kunne få lov til at sige deres sidste ord foran dommeren. Det skete ikke.  Hverken det ene eller det andet. De var slet ikke til retsmødet. Det foregik uden dem.
Anklageren begærede dem dømt den 19. februar uden deres tilstedeværelse i retssalen. Ved retsmødet 3 dage efter overrakte sekretæren dem dommen og bad om underskriften.
Det var alt.

En af de store vanskeligheder som forfulgte brødrene ved retssagen er den faktum, at i den Vestukrainske region Galicien hvor det foregik, er slet ikke nemt at finde en kvalificeret og uvildig advokat til dem. De fleste vestukrainske, faktisk fleste ukrainske advokater nægter at føre den slags sager. De er bange, og det er bestemt ikke uden grund, da repressalier og forfølgelse fra de ukrainske nationalister er hverdag på de kanter. For eksempel advokaten, der forsvarede de to russiske statsborgere der sad i fængsel i Odessa blev brutal myrdet i marts 2016 . Derfor kunne de ikke regne med at advokaten vil være særlig flittig og ihærdig, eller eventuelt skrive til de internationale domstole og organisationer. I virkeligheden fører brødrene selv sit eget forsvar.

De har skrevet til Valerija Lutkovjskaja, der er ombudsmand for menneskerettigheder i Verkhovnaja Rada. Hun har modtaget informationer om den forudindtagede domstol og efterforskning, dog uden noget resultat.

Efter anholdelse er alt hvad brødrene ejede, altså det der var tilbage efter Højere Sektors afpresning, blevet konfiskeret og er blevet sigtet efter paragraffer 258 og 111.  Dog så brødrene, at langt fra alt det der er blevet taget fra dem kom på listen over konfiskerede genstande. -Man kan nemt gætte i hvilke lommer har det landet.

Anholdelse

Jaroslav i Dmitrij blev angivet af deres egen far, der efter hans eget udsagn – “ville redde dem”. De kan stadig, den dag i dag, ikke forstå hvilke ulykker faderen ville redde dem fra, dog de kan se og føle hvad denne redning har bragt med sig.
De blev anholdt i en cafe i Ternopol den 25. juli 2014. Omkring tyve maskerede mænd i uniform strømmede ind i cafeen, væltede brødrene på gulvet og begyndte at tæve løs på dem med riffelkolber. Slag som ramte hoveder, ryg, mave, ben. Sammen med maskerede betjente var der omkring 10 mand i civil – medarbejdere fra anklagemyndigheder, kriminalassistenter og andet. De så roligt til, alt imens Yaroslav og Dmitrij blev gennembanket af folk i uniform.

I løbet af de næste tre dage har brødrene stiftet et godt kendskab til “glæder” ved den ukrainske retsvæsen.

De maskerede betjente har givet brødrene plastikposer over hoveder og kørte dem i to forskellige biller til et stenbrud. Der blev Yaroslav og Dmitrij tævet på skift, mens den anden bror blev tvunget til at se til. Bødler afkrævede dem navne på folk der havde sympati for de selvudnævnte republikker og tilståelse om egen terrorvirksomhed. Det fik de ikke, trods alt. Til sidst har de imiteret henrettelse af brødre, og de har sågar nået at sige farvel til hinanden og sende tanker til sine børn. Dog blev der skudt med løst skud. Efter dette blev brødrene kørt til sikkerhedstjenestes torturkælder.

I kælderen fortsatte torturen. De blev forsøgt at blive knækket både fysisk og psykisk. De blev truet med repressalier imod deres familier, deres slægtninge, deres nærmeste. De blev tortureret med el-chok, man brugte den berømte amerikansk torturmetode med drukneeffekten, de blev kvalt, tævet med kæppe på hælene – det er svært at liste alle metoder op. Det er endnu sværere at udpege deres bødler – de skiftedes tit og ofte, så de udmattede brødre kunne ikke huske deres ansigter.

Når deres øjne var ved at lukkedes af udmattelse og træthed blev deres øjenlåg klistret op til øjenbryn med tape, så de kunne ikke lukke øjnene for at blive væk fra den frygtelige realitet i det mindste for et øjeblik.

Det hele var som en actionfilm, hvor de selv var hovedpersoner. Dog var det ikke et film med et lykkelig slutning, det var realitet.

Deres principper og moral lod dem ikke nævne nogen navne, til trods for de tre dage fyldt med tortur. De er glade for at de har ikke bragt sorg og ulykke til andre familier. De har nu været i fængsel i to år, deres egne familier lider nød og har det meget svært, men brødrene har en ren samvittighed.

Varetægtsfængsel

Da de blev kørt til varetægtsfængsel havde de hverken tåre eller angst tilbage. De er blevet banket ud af den i løbet af de tre dage med tortur. Tre dage uden vand, søvn, mad. Uden mulighed for at gå på toilettet.

Det var første gang i deres liv de hørte klang af fængselsnøgle og låse. De blev placeret i forskellige dele af samme fængsel. Bag ved cellens vindue råbte andre indsatte trusler til dem – nyheden om “separatisternes” ankomst spredtes hurtig i fængsel. De var ligeglade. De ville ikke forstå, de ville ikke acceptere at det her var en realitet. Realitet, der kan ikke ændres. Realitet, som de til sidst blev nød til at anerkende med de åbne øjne.

I løbet de første to måneder måtte de ikke få nogen pakker fra familie eller venner. Hverken mad, tøj eller andre fornødenheder. De befandt sig i samme klæder som de var arresteret tævet og tortureret i. En helt måned de skulle klare sig uden håndklæde, sæbe, shampoo, barberings redskaber, ikke engang toiletpapir havde de i cellen. De fugtede deres egne T-shirts og brugte dem som vaskeklud. En lampe var tændt 24 timer i døgnet i deres celle de første 2 uger. Dens lys, især efter de tæv de har været igennem var uudholdelig. Det blev gjort alt for at fortsætte ydmygelser og krænkelser af brødrene. Det varede i cirka en måneds tid inden de skrev en klage til fuldmægtig for menneskerettigheder om de forhold de blev udsat for.

Efter 2 uger i varetægtsfængsel blev de kørt til retten i Ternopol. Kun der så de hinanden for første gang efter anholdelse og tortur. Se at de er i live. Inden da gjorde fængselsadministrationen alt for at hindre, at de få noget som helst at vide om hinandens tilstand og placering.

På grund af den tortur og tæv som de blev udsat for var deres helbred svækket. Som følge af den hjernerystelse de begge fik under forhør de er nu plaget af hovedpine, svimmelhed og kvalme. De har hjertesmerter, ustabilt blodtryk, smerter i nyrer og lever, der er blevet gennembanket under anholdelse. Ligeledes har de smerter i rygsøjlen og brystet. Da de befinder sig i de fugtige fængselsceller har de også konstant hoste. I vinters havde de lungebetændelse, der ikke blev rigtigt behandlet. De har ofte spasmer og smerter kan vare i ugevis, fordi de ikke bliver behandlet og har ingen adgang til smertestillende medicin. De har også problemer med maven på grund af fængsles mad der er så dårlig, at man får kvalme af synet og lugten af den.

Fængselslægen har dog vurderet at begge brødre er raske og har ingen brug for hverken undersøgelse eller behandling.

Hvilke perspektiver?

Brødre Luzhetskie mener at de marginaler, der har taget magten i Kiev er en onde: “Det er rendyrket ondskab … Se hvad de laver. De har fuldstændig nedbrudt de økonomiske strukturer. De har ødelagt mindesteder, ødelagt huse hos fredelige mennesker i Donbass og ikke kun der… Alt dette kunne være undgået… At lave aftaler med Kiev giver ingen mening… Der findes ingen de vil stå til ansvar for sine ord, ingen der vil overholde aftaler.”

Luzhetskij brødre i retten

Luzhetskij brødre i retten

Når man ser alt det der foregår i Ukraine og kender til Yaroslav og Dmitrijs holdninger, så er det svært at forestille sig appelsdommen vil behandle deres sag uvildigt. Svært at forestille sig de vil overholde loven og fjerne eller formindske deres dom. Brødrene selv regner med at blive løsladt ved en udveksling, eller at det system der har eksisteret i Ukraine de seneste 2 år vil bryde sammen under folkelig modstand og egne indre uoverensstemmelser.

Kontakt og hjælp til Luzhetskij brødre:

Betroede kontaktperson –
Слободчикова Татьяна Геннадьевна
SLOBODCHIKOVA TATYANA GENNADYEVNA

mobil: +79133846572

Rekvisiter til økonomisk støtte

«Sberbank Rossii»
Kort nr:
6390 0244 9039 0345 35 – i rubler

«Sberbank Rossii» kort nr. til internationale valutaer:
4276 4410 8541 0467

—————————-

For pengeoverførsler i rubler:

modtager: SLOBODCHIKOVA TATYANA GENNADYEVNA

konto:

40817810844052913790

Modtagerens bank: Sibirsk Bank ПАО СБЕРБАНК

Banks INN:

7707083893

BIK for modtager bank:

045004641

Korrespondent konto:

3010181050000000041

————————-

Qiwi

+79607809342

—————————

Yandex Money – Яндекс Деньги:

4100 1406 8072 907

—————————

PayPal

smexxx217@gmail.com

—————————-

“Western union”, “Золотая Корона” и т.п.

Modtager: Слободчикова Татьяна Геннадьевна / SLOBODCHIKOVA TATYANA GENNADYEVNA

Mobil: +79607809342

обязательно после перевода отправьте СМС указав ваш код перевода и сумму.

Viber: +79607809342

Skype: tanyvany1962

Kilder:

http://ukraina.ru/interview/20160212/1015587485.html

http://www.riata.ru/politika/item/16271-nam-pishu

http://www.politvyazni.in.ua/politzakluchennie/luzheckie/

http://radulova.livejournal.com/3556382.html

og andre publikationer