Af Zenia Grynber
I år var der flere politimænd og civile der er blevet dræbt i Mariupol, i Syd-Østlige Ukraine den 9. maj – dagen da både ukrainere og russere plejer at fejre sejren over fascisme i Europa. Vi taler med Tatjana Y, der er øjenvidne til begivenheder.

 

Udbrændte politistation / byrådsbygning i Mariupol, Ukraine

Udbrændte politistation / byrådsbygning i Mariupol, Ukraine

Jeg sidder med Tatiana i en lejlighed i København. Den unge smukke kvinde er midt i tyvene. Hun er her i Danmark på besøg hos en slægtning. Vores fredelige omgivelser med kaffe og småkager på bordet danner en stærk kontrast til den historie som hun har bragt med sig fra hendes hjemby Mariupol. Byen ligger ved Azovhavet i Ukraine og blev i maj-måned i år kendt for en af de mange ukrainske tragedier.

Tatiana deltog selv i begivenhederne og kender, desuden, til mange øjenvidneberetninger fra hendes venner og bekendte, fra folk der bor i byen, som har set og deltaget i det der fandt sted den 9. maj i 2014.

Mariupol er en havneby med ca. 500.000 indbyggere. Flertallet både taler og tænker på russisk, uanset hvilken nationalitet, der er skrevet ind i deres ellers ukrainske pas.

Her er Tatjanas historie om den 9. maj i Mariupol:

Jeg var selv til denne demonstration den 9. maj. Vi mødtes om morgen ved 8:30 tiden på hovedgaden – Lenins prospekt, ved butikken “1000 småting” og skulle gå op til Dramateatret, hvor det hele skete.

Folk var klar til at rykke, men så blev der spredt rygter, at det måtte man ikke, og at demonstration ville blive opløst og fordrevet af myndigheder.

Z: Hvorfor skulle man afholde den demonstration den 9. maj? Hvad betyder den dag for jer?

T: Demonstration eller parade foregår hvert år. Det er Sejrs dag, hvor Sovjetunionen har sejret over Nazi-Tyskland i Den Anden Verdenskrig. Sovjetunion blev befriet. Det er en fælles mærkedag for både Ukraine, Hviderusland og Rusland og for alle de lande som Sovjetunion dengang bestod af.

Disse parader og demonstrationer blev afholdt hvert år siden 1945,dvs. i 69 år i træk blev det til i år. Deltagerne plejer være krigsveteraner, dem der er tilbage, krigsbørn (det vil sige folk, der har oplevet krig da de var børn) og alle os, der er efterkommere af disse mennesker.

Via internettet og sociale medier kom der beskeder om at demonstrationen er en provokation og at folk ikke bør deltage i den. Der blev spredt rygter om, at denne parade var forbudt, og at politistyrker ville fordrive den. Man sagde, at folk burde under ingen omstændigheder tage til denne demonstration, at det vil komme skyderier, og at man burde holde sig hjemme.

Men hvordan kan man lade være? Hvad så med de krigsveteraner og krigsbørn der er mødt op? Det er deres fest, det er deres mærkedag. Det er kun den dag en gang om året hvor de tager deres flotte gamle uniformer på med medaljer og udmærkelsestegn, som de har fået tildelt under krigen. De unge mennesker giver dem blomster, det er en tradition vi har i byen, en tradition, som er fælles for os alle. Der er ikke mange krigsveteraner eller krigsbørn tilbage efterhånden. Der er gået mange år efter krigen, men de er elsket, respekteret og værdsat af folket. Derfor, samlede folk sig til at deltage i denne demonstration. Hvordan kunne man lade være? Hvem siger det? Det er jo heller ikke alle der har Internet eller kan modtage beskeder på anden vis. Så folk tog af sted alligevel.

Hvad skete der så med politi og demonstrationen?

Ljashko (et radikalt medlem af det ukrainske parlament, mere om Ljashko her: http://www.180grader.dk/Udland/selvtaegtsfolk-og-lovlshed-i-stukraine-amnesty-international ) kom til byen nogle dage inden da. Der blev spredt rygter at der ville komme provokationer og skyderier under demonstrationen, og at deltagere i demonstrationen er folk fra DNR (Donetsk Folkerepublik) og ikke krigsveteraner. Det var løgn. Det var ikke sådan. Det passede simpelthen ikke.
Det var de lokale der kom – veteraner, teenagere, både unge og ældre kvinder. Der kom mennesker, som denne mærkedag har så stor betydning for at de græder, da de fortæller om de ting de har oplevet under den Anden Verdenskrig.

Hvad gjorde Ljashko? Han begyndte at regere selv i byen uden at kontakte nogen i regeringen eller lignede. I Mariupol blev der for nyligt fjernet chefen for politistyrkerne. Ljashko udnyttede situationen. Så det var Ljashko der tog styring og beordrede vores politimænd om at ”skyde for at dræbe” demonstranterne for at opløse optoget. Men det er kun de lokale der kom til den demonstration, der var ingen bevæbnede mennesker.

Mariupol, skyderi på gaden

Mariupol, skyderi på gaden

Selvfølgelig nægtede vores politimænd at udføre denne ordre. De har alle sammen lagt deres våben fra sig og sagde: “I kan fyre os, men vi vil ikke udføre denne ordre”.
Disse politimænd havde måske egne bedsteforældre og andre slægtninge i folkemængde! Hvordan er det at skyde mod egne? Er det normalt? Denne demonstration, det var jo ikke en militær deling der deltog i den, det er ældre mennesker, kvinder, børn og teenagere med balloner og blomstrer. Det er en helligdag!

Sådan startede det. Politimænd nægtede at udføre ordren og Ljashko ville afstraffe dem. Afstraffe vores politimænd.
Pansrede mandskabsvågne og 14 kampvogne ankom til byens centrum.

Mariupol d. 9. maj, folk forsøger at stoppe tank. Billede fra amatørvideo om begivenheder.

Mariupol d. 9. maj, folk forsøger at stoppe tank. Billede fra amatørvideo om begivenheder.

Den folkemængde der var i centrum – de gik i panik! Mændene gjorde et forsøg på at stoppe disse kampvogne. (At stoppe kampvognene er åbenbart en russisk måde at gå i panik på!) De stillede sig foran dem, men kampvognene kørte frem mod folk med små ryk og kørte dem nærmest over. De var ligeglade! Kampvognene kørte direkte mod politiets hovedkvarter. Dertil ankom der også en bil med folk i uniformer. De begyndte at beskyde bygningen og politimændene.

Mariupol d. 9. maj 2014, politistation i brand

Mariupol d. 9. maj 2014, politistation i brand

Bygningen, der er på 3 etager, befinder sig i et beboelsesområde, blandt 4-5-etagers beboelseshuse.

Ljashkos milits-delinger begyndte at beskyde politistyrker. Politimænd, der kunne undslippe, løb væk derfra. De bankede på dørene hos folk og bad om civilt tøj for at skifte politiuniformen ud. Jeg har bekendte, der bor der. Folk har givet diverse tøj til politimændene så de kunne komme af med deres politiuniformer for ikke at blive genkendt. De blev de nødt til, da Ljashko med hans tropper jagede og myrdede dem. De har beskudt bygningen fra kampvognene og let artilleri og sat den i brand, så folk der var indenfor blev brændt inde.

Mariupol, Ukraine d.9. maj 2014, myrdet politimand

Mariupol, Ukraine d.9. maj 2014, myrdet politimand

Der var omkring 60 der blev dræbt den dag. Man har ikke præcise tal, nogle var bare forsvundet, andres rester fandt man først senere.

Bygningen blev brændt helt ud. Flere af dem der boede i nabohusene blev ramt af skud, da beboere lejligheder i huser ved siden af politibygningen blev også beskudt. Husene stod jo tæt ved hinanden.

Da Ljashkos styrker begyndte at trække sig tilbage, skulle de krydse den vej, hvor man havde demonstration.

Der skal lige siges, at byen er ikke stor og eksplosioner, skud og røg fra politibygningen blev set og hørt fra en lang afstand, så folk kunne fornemme hvad der foregik.

Lige ved det kryds stod der en folkemængde med løftede arme for at vise at de var ubevæbnede. De prøvede at tale Ljashkos milits til fornuft. Men så begyndte militsen at skyde mod folk fra maskingevær og andre våben. Der blev også dræbt folk der.

Vinduer i huse ved siden af blev også smadret af skyderier.

Z: Hvad vil det så ske, hvis den ukrainske regering vil forbyde at fejre den 9. maj i Mariupol fremover?

T: Det vil vores befolkning ikke gå ind for. Vi har et demokrati. Vi er frie mennesker! Vi er et frit land! De må godt forbyde, men vi beder ikke myndigheder eller bystyre om penge. Befolkning samles og holder en festdag. Hvordan kan man forbyde dette? Det kan de da ikke.

De har prøvet at skifte symbolikken den 9. maj, fra den røde nellike til røde valmueblomster, men der er ingen der ville bruge dem. Alle brugte de orange-sorte bånd og gik med dem – “Georgij- bånd”. Dem kalder ukrainere for “kolorado1” nu. Og hvad er den røde valmue? Nej til den!

Hvilken betydning har den Anden Verden-krig for jer?

Det fortælles mange ting om den, der ligger mange minder i familierne. For eksempel, først for nyligt, hørte jeg en historie om hvordan familier overlevede, da tyskere ville udrydde hele befolkningen i regionen.

Under Anden Verdenskrig ville Tyskland udrydde befolkning. De havde brug for jord, ikke befolkningen. Især dræbte de mændene, så slægten skulle fortsættes med tyske mænd. Men generelt havde de mere brug for jord.

Hvordan gjorde de det så? De kunne omringe en landsby, så ingen forsyninger kunne komme ind, samtidigt har de ransaget huser for forsyninger så flertallet af landsbyboere døde af sult og sygdom. Når landsbyen blev tømt for mad, trak de sig tilbage – de var sikre på at folk vil dø af sult alligevel.

En kvinde, min venindes bedstemor, overlevede sådan: Hun tog en sæk med korn og gravede den ned på vejen, så soldater kunne ikke finde den i huset eller i gården. Når tyske tropper har trukket sig, har hun gravet den op igen, og på den måde har hun og hendes børn overlevet.

Mennesker, der har overlevet Anden Verdenskrig, har forsvaret vort Fædreland – man kan ikke forklare dem hvorfor man skal aflyse eller forbyde den 9. maj.
Hvordan kan man gøre det? Hvis du var i krig, du så døden, du så hvordan dine venner og slægtninge blev myrdet, du havde et mål at befri din by og havde opnået dette mål!? Derfor er det en helligdag! Hvordan kan man aflyse denne dag? Den helligdag, den festdag. Det er umuligt. Man kunne gøre det over generationer, for eksempel den yngre generation blev ikke direkte berørt af det. Dog har alle sammen kendskab til det. Måske vil betydning af denne dag ændre sig, men den ældre generation – vores mødre, vores bedstemødre – man kan ikke banke ind i deres hoveder, at denne helligdag skal forbydes. Så, uanset hvad myndigheder siger, vil befolkning afholde den. Måske uden den store reklame, men for os, russisksprogede, men for dem, der har gennemlevet det hele vil det altid være en helligdag – den 9. maj.

Navnet i interview er ændret, men vi kender Tatjanas rigtige navn og indentitet.